Brenna

brenna

brenna, v. (nd) trans. 1) ophede, opvarme (jvf baka, steikja); nöktr ok kol-svartr at sjá því at sól hafði brendanallan hans líkam Heilag. I, 48428;stóð 5 daga samfast í sólarhitanumok brendi svá búkinn á sér (= lat.frixit corpus suum) Heilag. II, 4966. 2) lade nogot brænde eller fortæres afIld, brænde, opbrænde; brenna vitaLandsl. 3, 4; brenna bœ Flat. I, 6422;jvf Sturl. I, 35232; ef þat (hof) skalbrjóta eða brenna Flat. I, 39020; brennaskip at köldum kolum Flat. I, 20920;jvf Frost. 7, 192; brenna Lig paaBaal Hm. 80; Am. 84; brenna upp dvs.saa at der intet bliver ubrændt, ufor-tæret, Fm. VII, 247; brenna e-n innidvs. indebrænde en, Grg. I, 184; Fm.VI, 344; Nj. 129; brenna e-n innisem melrakka í greni Fld. III, 18319(jvf svæla); ogsaa absol. om at herjeved Baal og Brand: Fm. VIII, 20220.2033. 21215; hón var vön at brennaljósi of nætr fyr hvílo sínni Heilag. I,24133. 3) udsætte noget for Ildens Paa-virkning; brenna e-t til líms Heilag.I, 29320; brenna berg se under berg;brenna silfr, gull dvs. rense Sølv ellerGuld i Ilden (jvf gd. brennær falssilfr Jydske Lov 3, 65; gsv. ællerpæningæ eptir þy sum mark silfrs mabrennæ aff Upl. Jord. 1 pr.; mlat.aurum excoquere Jahrb. f. rom. u. eng.Lit. XII, 1452; si quidquid argentiexaminator receperit ad comburendumde hospite superpositionem decompu-tabit de tali argento quale ab eo rece-pit Sartorius Urkundl. Gesch. der d.Hanse II, 416 jvf 2737; aurum sæperecoctum Waltharius v. 405; menvella jarn); deraf brent silfr Grg. I,1415; Rb. 30; DN. IV, 253; som Øge-navn: Barðr b. s. DN. II, 77. 115. IV,106; brent gull (jvf ags. ásoden goldÆlfredes and Gudrumes frið c. 2 (DieGesetze der Angelsachsen herausg. v.R. Schmid, 2te Ausg. s. 206)) Pr. 81;Klm. 286; brent fé (= brent silfr)DN. IV, 77; eyrir brendr, mörk brendse under eyrir, mörk; pund brend(r)abisunda El. 871 = pund af brendugulli El. 8736; brendr skillingr silfrsEl. 6210; brenna e-n (som Lægemiddeljvf Hm. 138) Grág. 38214; jvf Heilag.I, 29416. 66140 jvf 36; brenna e-n viðbölvi Guðr. 2, 38; láta brenna sikBjark. 133; Byl. 6, 17; þóttist illaábrendr lygum þeirra dvs. det syntessom at han var ilde brændt, havde haftmegen Skade af deres Løgne, Finb. 8322. 4) ved Brænden frembringe noget; brennakol Grg. I, 23528; Nj. 38; Ölk. 1612;brenna salt (jvf saltbrenna) Bárð. 422;brenna e-m díla a) i egentlig Betyd-ning som Lægemiddel (jvf brenna e-nunder Nr. 3) Bp. I, 644 jvf 379. b) i figurlig Betydning: tilføie en Skade Fm.VI, 399; Fbr. 10; seint mun sá díligróa, er þú hefir þar brent Fbr. 107.

Part of speech: v

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛒᚱᚽᚿᚿᛆ
Medieval Runes were used in Norway from 11th to 15th centuries.
Futhork was a continuation of earlier Younger Futhark runes, which were used to write Old Norse.