Keila

keila

keila, f. er et Ord, hvis oprindelige Be-tydning synes som i Folkespr. (se Aasen349 a9) at have været en Revne ellerSprække, = rifa. I Folkesproget fore-kommer nemlig Ordet i Betydningenaf en Fjeldrevne, bergrifa, og jævnligenom en saadan som findes i Fjeldet udmod det aabne Hav, og hvorigjennemman, naar det fattes Baadhavn, kansætte en Baad paa Vandet eller drageden op paa Landet, f. Ex. i Makeilenved Kinnerodden, Makurkeilen ved Fiske-været Makur og Russekeilen ved Fiske-været Havningberg, alle i Finmarken,hvor man ogsaa har Finkonkeila paa denvestre Side af Tanafjordens Munding;ligesom det vistnok haves med sammeBetydning i Keilustraumr Fm. IX, 29.137. 438 (jvf P. Claussön 33917 fg) med Keilugafl Kalfsk. 57 a16 og i Rekøkeilendvs. en smal Rende, som adskiller den lilleRekø fra Vestvaagøen i Lofoten nærved Fiskeværet Vaagen. Derhos synesOrdet (i Lighed med fuð, skræfa, sprund)at have været anvendt til at betegnedet feminine Avlelem, og dernæst det der-med forsynede levende Væsen, f. Ex. i refkeila dvs. Hunræv (jvf rjúpkeri underkeri), ligesom det tyske Skjældsord hunds-fud vel egentligen betyder det samme som bikkja; og naar det SE. II, 48817. 5726nævnes blandt hana heiti eller rettere hœsna heiti ved Siden af hœna, ere hœna og keila vistnok opførte som Ordaf samme Betydning, ligesom keila iOrdene ball í keilu kolli SE. I, 2606,om end derved er tænkt paa en vis be-stemt Personlighed (Gjalp SE. I, 25829.28622 fgg. 2871. 11), dog er brugt om sammei Kraft af den almindelige Betydning:en Kvinde.

Part of speech: f

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚴᚽᛁᛚᛆ
Medieval Runes were used in Norway from 11th to 15th centuries.
Futhork was a continuation of earlier Younger Futhark runes, which were used to write Old Norse.