Alfr

alfr

alfr, m. (G. -s, n. Pl. -ar) Alf, et Væsen, hvilket man forestillede sig som forskjelligtfra Menneskene men dog tildels af men-neskelig Natur, saa at det ikke alene vistesig i Skikkelse som et Menneske, menman ogsaa holdt for, at Menneskenestundom avlede Børn med AlfernesKvinder (alfkonur) Fld. 1, 30 fgg især329 jvf 9620, og deres Mænd medMenneskenes Kvinder Didr. 17017 fggisær 17027. Fortidens Forestillinger omAlferne falde ikke alene i denne Hen-seende sammen med Nutidens om deUnderjordiske, men ogsaa deri, at deantoges at have sin Bolig i Høje, se Korm. 216; Flat. I, 2546 fg. 42119;Fm. III, 17610 fg (jvf djúplendingr,skurfuottr), at man ikke maatte gjøredem Fortræd ved Støj eller Urenlighedovenover deres underjordiske Boliger (sealfrek), at man stundom kunde se demride i Flok og Følge: voru sénir alfareðr aðrir kynjamenn at ríða samanmargir í flokki Bp. I, 4172 (Sturl. I,9323), at deres Kvinder i Barnsnød søgteFødselshjælp hos Menneskene Fld. III,27613 fg; at de havde sine egne Husdyrligesom Menneskene Fld. III, 2769, ogat de, naar de aabenbarede sig for Men-neskene pludseligen kunde forsvinde igjeneller gjøre sig usynlige; hverfr þessialfr sem skuggi Didr. 17031; þóttikonungi einn alfr eðr andi koma inní húsit ok þó at luktum dyrum NornaG.476 jvf 4819 (Flat. I, 34612). At man veddisse alfar har tænkt sig de afdøde, der somsaadanne troedes at føre et andet Liv oghave sit Tilhold i Fjeld, Sten, o. desl. elleri den Høj, hvori de vare begravne, kansees af Fortællingen om Þórolfr Mostrar-skegg Eb. 4 (71 fg); Landn. 2, 12, dertroede, at han og alle hans Frænder,naar de døde, skulde fara í Helgafell,og derfor vilde, at Næsset, hvorpaa detteFjeld stod, skulde være saadan helgistaðr,at eigi skyldi þar alfrek ganga (jvfFortællingen Yngl. c. 15 om Svegdir,der ved sin Død hljóp í stein), saa ogaf Ordene i Korm. 21614: hóll er skamthéðan er alfar búa í, og Fortællingenom Ólafr Geirstaðaalfr Flat. II, 7.Om deres Dyrkelse ved Offringer se alfablót og Korm. 216 fg, hvor Þórdísgiver det Raad, at man skulde smøreBlodet af en slagtet graðungr udenpaaden Høj (hóll), hvori alfar sagdes at búa, en gera alfum veizlu (dvs. blót-veizlu) af slátrinu. Jvf. rauðalfr.

Part of speech: m

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛆᛚᚠᚱ
Medieval Runes were used in Norway from 11th to 15th centuries.
Futhork was a continuation of earlier Younger Futhark runes, which were used to write Old Norse.

Also available in related dictionaries:

This headword also appears in dictionaries of other languages related to Old Norwegian.

• Old Norse - Cleasby & Vigfusson Dictionary
• Old Icelandic - Geir Zoëga's Dictionary