Áll

áll

áll, m. (G. -s, N. Pl. -ar). 1) Aal, lat. anguilla. Korm. 236; Stj. 69. 2) Spire,udspringende Frøblad (Folkespr. aal 1 Aa-sen 3028). SE. II, 493. 3) Aal, dyb Rendei Elv, Sund eller Fjord. Fld. III, 6207;Sturl. I, 21030; SE. I, 5755; Fris. 22433;jvf áráll; ligesom Ordet vel med denneBetydning forekommer i Stedsnavnet Vestráll Bolt. 147. 4) dyb Dal ellerIndsænkning mellem Fjelde eller Højde-strækninger. I denne Betydning er Ordetformentlig brugt i et jemtlandsk Brev DN. III, 273, hvor der tales om Græn-sen mellem Mørsild, Undesakr og Aar-bygd og Kongens Almenning sunnanfirir ok vestan, en norðan firir Als-byggjaál. Naar Folket i Ásarál, DN. IV, 792. VIII, 469, nu kaldes Aas- døler, hentyder ogsaa dette paa, at áll er = dalr. Det forekommer somNavn paa Bygder i Hallingdal: DN. II,99. 100 fg. 357. III, 414; i FaabergPrestegjeld af Gudbrandsdal: DN. I,556. V, 84. 375. 405. 445. 453. VII,472. 351. VIII, 364. 386; i Romedalpaa Hedemarken: DN. I, 783; i Løi-tens Sogn paa Hedemarken: DN. IV,164. 980. VII, 318; i Gauldal: Fm. IX,236; paa Hadeland: DN. I, 531. III,388. IV, 296; og desuden i de sammen-satte Bygdenavne Ásaráll (se ovenfor);Duráll paa Romerike DN. I, 199.274. 450: Fryáll i Land DN. I, 141;Skapáll paa Hedemarken: DN. I, 612;Ullaráll paa Ringerike. Gaardsnavnet Áll forekommer i Sóknadal i Sogn Kalfsk. 35 a11; i Vefring Sogn af Søndfjord Kalfsk. 23 b12. 5) Fure, Stribe langsDyrs Ryg; deraf: bleikálóttr, móálóttr.

Part of speech: m

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛆᛚᛚ
Medieval Runes were used in Norway from 11th to 15th centuries.
Futhork was a continuation of earlier Younger Futhark runes, which were used to write Old Norse.