Finnr

finnr

finnr, m. (G. -s, N. PL. -ar) Fin, Men-neske som tilhører det finske (dvs. lappiske)Folk. EG. 10. 14; OH. 198; Flat. I,231; Fm. VI, 370, 377-381. VII, 115.129. 215 fg. 344. X, 44. 307; Fris. 5210.56 fg (Hkr. 6625. 7221) NL. II, 4915.Dette var hos de gamle Normænd Ordetsalmindelige Betydning, da FolkenavnetLap først meget silde blev dem bekjendtved at optages fra fremmede Sprog, ogendnu den Dag i Dag ikke har formaaetat fortrænge Navnet Fin af Normæn-denes almindelige TalesproG. Stundomforekommer dog Finnr, ligesom Finn-land, Finnlendingr, brugt paa en saa-dan Maade, at derved synes at værement den vestlige Del af det nuværendeFinland og dettes Indbyggere, f. Ex.OH. 18 fg. 6825; Fris. 1020. 1320 (YngL.16-22). Da Finnerne fremfor andreFolk ansaaes at være i Besiddelse afDygtighed til Udøvelse af al SlagsTrolddom, gives der oftere i LoveneForbud mod at trúa á Finna, Eids. I,451; fara til Finna Eids. 2, 342; lige-som man har flere Fortællinger om, atNordmændene henvendte sig til dem forat vorde i et eller andet Anliggendehjulpne ved deres Trolddomskunst; skjøntdet ogsaa kan være muligt, at Ordet finnr paa Grund deraf er kommet til atbetegne en Troldkarl i Almindelighed;se min Afhandling om Lappernes He-denskab og Trolddomskunst i (norsk)Historisk Tidsskrift IV, 160 fg. 184-187. 208 fgg. e bláfinnr.

Part of speech: m

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᛁᚿᚿᚱ
Medieval Runes were used in Norway from 11th to 15th centuries.
Futhork was a continuation of earlier Younger Futhark runes, which were used to write Old Norse.