Kolfr

kolfr

kolfr, m. (hvoraf kylfa, kylfi; jvf slav.glava, russ. golova) 1) ret og rundStilk eller Stage, især om en yngre,smækker Træstamme, der er skudt lige op i Veiret, ret som et Lys, jvf kolbe DWb.V, 160512. 160623; þar (i Paradis) erhvert tré rétt sem kolfr Pr. 40712(AR. II, 398 a18). 2) Bolt, hvormed noget sammenfæstes, en Del fæstes til en anden;spruttu, þegar inn leið, af honum járninsvá, at kolfrinn flaug niðr hjá hælumhonum HeilaG. I, 5498. 3) Kolbe i Klokke; lét konungr taka or (klokkunni)kolfinn Fm. VI, 14710. 4) Pil som er stump eller uden Spids (oddr) og saa-ledes forskjellig fra ör, som det synes =mht. bolz Mhd. Wb. I, 11827 fgg; gfr.bougon (dvs. flèche ferrée d'une têteplate où à quatre pointes obtuses etémoussées; á la chasse cette armecontondante évitait, en ménageant lepoil et la plume, l'effusion du sangv. Gay Gloss. archeol. I, 187 a med Bil-lede deraf); jvf P. Claussön 1371 (der-med (nl. med Birkekvade) limer Skyt-terne deres Coluer); svá er þeim fimrsínn bogi, at nær sýndust þrír eðatveir kolfar at fljúga þeirra strengjumí senn Klm. 24413; Landres bendir núboga sínn ok ætlar at slá fuglinn -,hann skýtr inn í glugginn (hvor Fug-len sidder), - ok kom í brjóst móðurhans kolfrinn svá hart, at hón kvaðvið ok œpti: - - hverr er þessi, ermik slær svá sárliga, at aldri fékkek slíkt skot? oflengi hefir ek nú verití þessum skógi, at maðr skal hafamik fyrir skotspán ok skýtr at mérmeð boga ok kolfi Klm. 6820; maðrskýtr at manni kolfi ok lýstr hann,þá heitir þat sár Gul. 194; jvf bakka-kolfr Fm. III, 1827; med den Fart, som en udskudt kolfr gjør gjennem Luften,sammenlignes ofte enhver Bevægelse, somforegaar med stor Hurtighed (jvf hankom som ein kolv Aasen 377 b3; Rietz 344 b1 fgg, so kom ulven laupande,spodde seg so ei pil Landstad n. Folkeviser s. 62610 og Udtrykket pile (dvs. fare pilsnart afsted): (risinn) lýstrHeimi svá mikit hit fyrsta högg, athann flýgr svá langt ok snart semkolfr af boga Didr. 37115; svá, sváskjótt, svá snart sem kolfi skyti Didr.10521; Háv. 4624; Sturl. II, 1927; Fris.32939 (Mork. 21317); Flat. I, 39735;ferr hann (nl. arinn) þá (nl. naar hanser Fiske svømme i Søen) ok flýgr sváhart niðr (af Luften) sem kolfi skjóti,grípr villibráð Stj. 8118; hleypir hannaf bergino - ok svá ifir ána á hittbergit sem kolfr flygi Didr. 10536.5) selskabelig Sammenkomst, vel især saa-dan som holdtes paa Omgang mellemflere, der tilsammen udgjorde et Bede- lag (eller gildeslaug C. Molbech danskDialectlexicon s. 163), eller som Med- lemmer af et Samfund eller en Foreningstode i indbyrdes Forhold til hinanden,= t. kolben, lat. compotatio, hvilket Ord af Pet. Dasypodius i hans Dic-tionarium Latino - Germanicum over- sættes ved "ein schlegel oder kolben, dasist wann man ein gastung la/ss/t umb- gehen", hvortil DWb. V, 160931 fgg føies: "also ein kränzchen, wobei ein reihe umgehender "kolben" die meldung oder mah-nung verrichtete, wie in dorfgemeindenein herumgehender "klöppel, hammer,pfeil" o. dgl. zur versammlung lud", seRA. 162; ligesom der af Geil. Keisers-berg geistl. spinn. (granatapf. 1511) s.7 b anføres følgende: "ainest het derAbsolon einen kolben oder wirtschaft auf-gericht und lud sein bruder Amon darzu,und der wirt, der den kolben gab, derlud iren vater David auch darzu, unddo si geessen hetten und der Amon volweins was" - (jvf 2 Sam. 13, 23-29),og derhos henvises til Joh. G. Scherzii Glossarium germanicum medii ævi ed.Jer. J. Oberlinus (Argentorati 1781-4)s. 809, hvor der i et Citat af en Stras-burger rats erlass af Aaret 1533 nævnes "künigreich (dvs. Fugleskydning) kolben undandere zerung, zechen und prassen" og"künigreich, kolben oder gesellschaft". Ordet kolfr, som med denne Betydning kun fore-kommer i de sammensatte Ord hjúkolfr,húskolfr, synes ogsaa at falde sammenmed eng. club brugt i lignende Betydning,ligesom det af kolfr afledede kylfa jo er = klubba, klumba, og eng. club er =det med gn. kylfa i Betydningen sammen-faldende tydske Ord kolbe dvs. Kølle, =lat. clava se DWb. V, 1602 fg og sær- ligen 160366 fgg. Betydningerne 1-4 falde forsaavidt sammen, som Ordet ialle disse betegner en Gjenstand, somudvider sig til eller udgaar fra noget,som har Skikkelse af et Hoved.

Part of speech: m

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚴᚮᛚᚠᚱ
Medieval Runes were used in Norway from 11th to 15th centuries.
Futhork was a continuation of earlier Younger Futhark runes, which were used to write Old Norse.

Also available in related dictionaries:

This headword also appears in dictionaries of other languages related to Old Norwegian.

• Old Norse - Cleasby & Vigfusson Dictionary
• Old Icelandic - Geir Zoëga's Dictionary