Lauðr

lauðr

lauðr, n. 1) Lud, Sæbelud, Sæbeskum(sv. lodder, eng. lather, ags. leador= lat. nitrum Plin. Hist. Nat. 31, 46;jvf Wright-Wülcker I, 45614, Cockayne Leechdoms &c. of early England III,2-5, hvoraf leadorvyrt = saponaria offi-cinalis Cockayne l. c. II, 12613, = Vulg.herba fullonum (Malach. 3, 2) Wright-Wülcker I, 3612 jvf Vulg. si laveriste nitro et multiplicaveris tibi herbamborith Jerem. 2, 22; svarer i Betyd-ningen til ght. og mht. louge, mnt. loge,nht. lauge Graff II, 151; Mhd. Wb.I, 10484; Lexer I, 196911 fgg; Mhd. Wb.II, 715 a25; DWb. VI, 338); laugauðiglíneik strauk lauðri um skör mína,því er mér enn úbrátt til annars höfuð-þváttar, öllungis skal engi ein auðiasklaugar glæst hit næsta á aldrimínum mér vaska Vígl. 823 fgg , hvor lauðr er = asklaug dvs. öskulaug; þarvar úti karlmaðr ok kona, ok þó hónhöfuð hans, ok vóru þau Þordís þarok Oddr, ok var at vanlyktom nökkut,er hón þó höfuð hans, ok hafði hóneigi þvegit löðr or höfði honum, okþegar er hann sá Barða, þá sprettrhann upp ok fagnar honum hlæjandi;B. tók vel kveðju hans ok biðr konulúka verki sínu ok vaska honum betrHeið. 21 (33320). Paa denne Maade var det vel, at man fik bleikt hadda sína.I Nicolovius Folklifvet i Skytts häradi Skåne s. 2317 fg fortælles det nemlig at "hvarje lördag tvättade pigornadrängarnes hufvuden i asklut (ligesomman i Sætersdalen, ifølge R. Gjellebøls Beskrivelse over denne Bygd i Topogr.Journal for Norge XXVI, Side 62,havde den Skik at bade sine Hovederhver Lørdags Aften i hed Lud), hvilketman ansåg till en del wara orsakentil, at nästan alle hade ljust hår,som stötte något i rött"; jvf mht.ich waisz ein frauen, die tut fegenmit iren laugen, die sie macht infunf tagen und in funf nacht, pis dielaugen gewinnt farb und smack; wemsie domit zwecht kopf und nack,dem macht sie gel und kraus seinhar, und nimt nicht schwefel nocheierklar a. Keller Fastnachtsspiele I,956-12. Til ydeligere Belysning af,hvor almindelig denne Sædvane var,kan tjene Ordene capillos cinere rutilareValer. Maximus 2, 1, 5; sapo Galli-arum inventum rutilandis capillis fitex sebo et cinere Plin. Hist. Nat. 28.51. 2; og Ordene ad rutilam speciemnigros flavescere crines ungvento cine-ris prædixit Tullius auctor hos Q. Serenus Samoninus de medicina lib.4 v. 55 i Poetæ latini minores cur. p.Burmann (Leidæ 1731) II, 206 fg, hvor Udgiveren citerer følgende Ord afCato: mulieres nostræ cinere capillumungitabant, ut rutilus esset crinis.Idet han dertil føier følgende: Eundemmorem Hollandiæ Boreali hodie solen-nem, nemo Belgarum est, qui ignorat;fiebat autem id genus cineris ex feci-bus vini in cinerem redactis, bemærkerhan endvidere: rutilus color est adaureum flavescens; rutilare est ab eo-dem aureo colore, aurei enim rutili,unde et mulieres valde rufæ rutilædictæ, ut habes apud Varronem oganfører mere om, hvormeget Væsen mani Oldtiden gjorde af det guldgule Haar,med Henvisning til Salmasius ad Ter-tullianum de Pallade s. 352, Juniusde coma cap. 9; Broukh, ad Tibull. I.VI, 8 og hvad han selv har bemærkettil Ovid. Epist. XX, 57 og 111; Ars.amatoria 16311; ubi et de more inficiendicrines, de qvo etiam Voss ad Catul-lum s. 142 &c. 2) Skum i Alm., menisær om Havbølgernes; alda lauðri faldinFlat. II, 47812; ljótu varp á lyptingútan lauðri Fm. VI, 4725.

Part of speech: n

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛚᛆᚢᚦᚱ
Medieval Runes were used in Norway from 11th to 15th centuries.
Futhork was a continuation of earlier Younger Futhark runes, which were used to write Old Norse.

Also available in related dictionaries:

This headword also appears in dictionaries of other languages related to Old Norwegian.

• Old Norse - Cleasby & Vigfusson Dictionary
• Old Icelandic - Geir Zoëga's Dictionary